Antik har produceret musik på egen hånd siden år 2000.
Antik er fra Køgeegnen og startede sin musikkarriere i diverse bands, primært som trommeslager.
Denne erfaring gav grobund for hans originale lyd, som første gang blev til i fællesskab med .mnotro, i den mørke elektroduo, ”Anstalt”.
Samarbejdet resulterede i den anmelderroste vinyl, ”SYNMPh”, fra 2003.

Jesper Sørensen, som er manden bag Antik, skabte i 2007 i fællesskab med El Torstro, elektro-eksperimentet, ”Antistro”.
I 2009 indledte han et samarbejde med den canadiske rapper Teknowledgey som sammen udgav den anmelder roste EP "7 day High" under navnet Vicious Vocab.
Et år efter fik han lyst til at samle de dunkleste rappere fra nær og fjern og monsteret ”Novo Mundus” så dagens lys. Novo Mundus udsendte deres første mixtape i 2010 og året efter var opfølgeren allerede klar. Antik producerer også i samarbejde med Kragetæers egen Ogu, og denne konstellation går under navnet ”Ogutik”.
Antik står i øvrigt bag produktionerne til Fabeldyrets anmelderroste debut-EP fra 2010, ”Lakonisk” som udkom digitalt og senere som vinyl og er aktuel med Kazpa G's ”Søvnkrigerne” fra 2013.
Antik er aktuel med et nyt udspil i samarbejde med Fabeldyret, som hedder ”Død & Kritte” og sidst, men bestemt ikke mindst, kan du forvente Kongkorts første solodebut, ”Mit Abattoir” som er lige om hjørnet og ligeledes produceret af Antik.
Udover disse mere strukturerede projekter har Antik løbende produceret for kunstnere inden for den danske undergrund.

Kragetæer I/S . Korfuvej 5, st., th. 2300 Kbh S . Tel. 21289148 . CVR: 34862621